Home:

Velkommen
Nyheder
Museet
Foreningen
Kontakt DDHF
Donationer
Efterlysninger
Links

Museet / Regnecentralen / Niels Ivar Bech - en epoke i edb-udviklingen i Danmark

Forrige Indholdsfortegnelse Næste

De første edb kurser på Egelund

Af Erik Ohrt

Det var radioens søndagsserie »Vi og vort arbejde«, som i vinteren 1957-58 gav anledning til min første kontakt med Regnecentralen. Den nye elektronregnemaskine Dask var blevet bygget og blev præsenteret på den internationale el- og atomudstilling i Forum i oktober 1957. I denne radioserie, som udsendtes under medvirken af ingeniør Sven Åke Andersson, LO, og mig selv, fandt vi, at de perspektiver, elektronregnemaskinerne kunne bringe på arbejdspladserne, måtte belyses nærmere.

I en del af disse radioserier var det muligt at låne en reportagevogn, og med en sådan aflagde vi det første besøg i den gamle villa på Bjerregårdsvej i Valby i håbet om, at et interview på stedet kunne give en lidt klarere fornemmelse hos lytterne om, hvordan Dask arbejdede. Bortset fra den testlyd, der kunne registreres over et højttalersystem, var der nu ikke store muligheder for, at maskinen selv kunne præsentere sig lydligt i radioen, men Niels Ivar Bech, som var ny direktør i Regnecentralen, viste til gengæld en ganske særlig evne til at fremlægge perspektiverne omkring Dask.

Denne første udsendelse var ikke helt let rent teknisk, dels fordi der skulle yderligere udstyr ind i et ret lille lokale, som jeg erindrer som meget stærkt opfyldt af Dasks paneler og pulte, ledninger, højttalere, vist nok en ottoman, diverse kaffekopper, og dels fordi Bech, der let stammede, når han blev ivrig, ikke kunne acceptere, at vi ikke korrigerede og rettede flere gange under optagelserne. Den stakkels tekniker i bilen var helt svedt, da vi efter 3 timers intenst arbejde endelig havde fået en acceptabel 20 minutters udsendelse klar.

Dette første møde gav en klar opfattelse af Bechs krav om seriøsitet og kvalitet i arbejdet. Under optagelserne kom jeg til at anvende udtrykket elektronhjerne, og vi måtte igennem en længere belæring, hvor hele ferrit-kernesystemet m.v. blev gennemgået, før vi kunne fortsætte. Udsendelsen må øjensynligt have virket rimelig, for professor Richard Petersen, der den gang var formand for bestyrelsen i Regnecentralen, og Niels Ivar Bech ringede begge og takkede, og den første kontakt blev til et flerårigt samarbejde mellem Regnecentralen og kursusvirksomheden på Egelund.

I de såkaldte type 2-kurser på Egelund (4-dages kursus om ledelses- og samarbejdsproblemer på arbejdspladsen) var der normalt indlagt en aften om noget andet. Det første spæde samarbejde mellem Regnecentralen og kursusvirksomheden blev et aftenforedrag af enten Bech selv eller en af Regnecentralens medarbejdere om elektronregnemaskiner. Det var en relativ kort præsentation af maskinernes tekniske opbygning, arbejdsform og de mulige anvendelser af maskinerne i administration, til produktionsstyring osv.

I løbet af 1958 var interessen for elektronregnemaskinerne øget, og type 2-kurserne videreudvikledes i flere typer specialkurser til gennemførelse i 1959. Et af disse kurser fik hovedtitler »Automatiseringen og ledelsen«, og i foråret 1959 gennemførtes i samarbejde med Regnecentralen for 29 deltagere et sådant kursus om elektronregnemaskinernes anvendelsesmuligheder i erhvervslivet. Desuden gennemførtes i februar 1959 2 toplederkonferencer, ligeledes i samarbejde med Regnecentralen, om maskinernes anvendelsesmuligheder. Her var dels Regnecentralens egne medarbejdere indledere om danske erfaringer, og dels fortalte Mr. N. C. Pollock fra Stewards & Lloyds, Ltd., i England om den såkaldte Leo 2 computer, der både blev anvendt til lønberegning, nogle minimeringsproblemer omkring udgravning af jernmalm samt enkelte planlægningsproblemer i produktionen.

Disse to toplederkonferencer og specialkurset om automatisering og ledelsen førte til en revision af specialkurset i efteråret, hvor flere eksempler blev indlagt både fra danske og udenlandske virksomheder. Fra varehuset Quelle i Tyskland, der anvendte elektronisk databearbejdning, og fra Stewards & Lloyds var der således to spændende udenlandske eksempler på de muligheder, som anvendelsen af større elektronregnemaskiner indebar.

Kurserne på Egelund havde dels til formål at pege på maskinernes anvendelsesmuligheder, og dels de ledelses- og samarbejdsmæssige aspekter omkring maskinerne. Ikke mindst uddannelse og omskoling af medarbejdere indtog en væsentlig plads i drøftelserne.

Et nyt kursus omkring administrationens rationalisering (et introduktionskursus i december 1959) sigtede specielt mod en orientering omkring de systemmæssige og uddannelsesmæssige oplæg i en større organisation ved integreret anvendelse af elektronregnemaskiner. Dette kursus var en nydannelse derved, at et meget omfattende casemateriale udarbejdet i samarbejde med køleskabsfabrikken Atlas for første gang anvendtes herhjemme. Casen, der fik navnet Vasco-casen, var blevet udarbejdet af Regnecentralens medarbejdere, medarbejdere fra Egelunds kursusstab og chefkonsulent Hans Ballegaard fra Dansk Arbejdsgiverforenings lønstatistiske konsulenttjeneste. Adskillige manddage var nedlagt i præsentationen af denne case, hvis almene bilagsmateriale omfattede en generel beskrivelse af virksomheden, organisationsplan, konto-ramme, beskrivelse af de vigtigere forretningsgange samt de rapporter og analyser, som virksomheden anvendte. Bilagsmaterialet omfattede en detaljeret organisationsplan med stillingsbeskrivelser for såvel ledende medarbejdere og afdelinger som komiteer i virksomheden. En fornemmelse af casene omfang får man, når man ser, at den almene rapport er på 19 tætskrevne sider, hvortil kommer bilagsmaterialet på ca. 50 sider.

Casen præsenteredes en fredag-lørdag i form af en almen præsentation af elektronregnemaskinen, et oplæg til mere integrerede systemmæssige betragtninger og herefter en gennemgang af case-materialet. Denne gennemgang varetoges af underdirektør Ole Engberg, der var teknisk chef på køleskabsfabrikken.

Kursusdeltagerne fik det omfattende case-materiale med hjem i weekenden og mødtes igen på Egelund mandag morgen til et intensivt gruppearbejde, hvor hver gruppe havde en medarbejder fra Regnecentralen og fra Egelunds kursusstab med i gruppen. Grupperne skulle inden onsdag kl. 17 udarbejde deres forslag og beskrive dem i rapporter, diagrammer og plancher, således at Egelunds skrivestue kunne nå at duplikere rapporterne samme aften, for at samtlige grupper kunne forberede sig til en debat med ledelsen fra Atlas og Regnecentralen den følgende dag.

Gruppearbejdet mandag til onsdag havde været meget intensivt, og grupperne var særdeles omhyggelige med, at ingen af de øvrige grupper fik kendskab til de ideer og oplæg til integrerede løsninger, som hver gruppe havde udarbejdet. Da rapporterne begyndte at dukke frem ved 22-tiden onsdag aften, hørte man kommentarer som: »Det har vi gjort enklere«, »Ja, den elegante løsning har vi også anvendt« eller spørgende kommentarer som: »Mon dette nu er gennemførligt?«.

Torsdag samledes deltagerne med direktøren for køleskabsfabrikken Atlas, direktør Svend Mansted, og underdirektør Ole Engberg, og efter præsentationen af hver gruppes forslag indledtes en spændende debat om dels gruppernes forslag, dels de praktiske muligheder for at realisere disse.

Leverandørpræsentation


Fra en af Databehandlingsforeningens leverandørpræsentationer(gedemarkeder) i 1964. Fra venstre: Niels Ivar Bech, Regnecentralen; K. Brand t Christensen, Siemens; Ebbe Dyre, IBM; Ole Heise, ICT; Holger Koppel, NCR; Leon Philips, Bull; Palle Schmidt, Burroughs; samt fra Databehandlingsforeningen, Erik Bruhn, næstformand; og siddende med ryggen til: B. Hansson, formand; A.H. Jespersen, sekretær; og Anton M. Jensen. kasserer.

Vasco-casen blev vist en klassiker. Regnecentralen brugte den videre i sit interne studiekredsarbejde, og selv med dagens målestok repræsenterer denne case noget spændende, nemlig samarbejdet mellem en virksomhed, der allerede den gang meget åbent lagde sine data frem til vurdering blandt medarbejdere fra de andre virksomheder, og en kursusinstitution. Deltagerne i dette kursus kom fra både industri, handel og pengeinstitutter, og så sent som i foråret 1976 påskønnede en kendt dansk bankmand dette kursus og Vasco-casens spændende muligheder i undervisningsøjemed.

Kurset i administrationens rationalisering blev gentaget i 1960 og fortsatte siden som undervisningsmateriale rundt om i landet.

Samarbejdet med Niels Ivar Bech og Regnecentralens medarbejdere i denne periode viste hurtigt, at det ikke blot var ensporede edb-teknikere, Regnecentralen mødte op med. Bech var meget interesseret i Peter Plys og kendte Milnes bøger både på originalsproget, på dansk og på latin, og da jeg hjemme blandt mine plader fandt Peter Plys' sange på engelsk, brugte vi dem til at føre debatten på Egelund over i helt andre baner, når edb-diskussionen mellem grupperne ved aftenserveringen blev for fagpræget. På et par af disse kursus indlagde vi også en aftenunderholdning med musikalske indslag og oplæsning af skuespillere og fik herved den ny teknik og kulturen til at føje sig smukt sammen. Dette gav anledning til dybsindige debatter om mulighederne for at komponere på edb-anlæg, analyse af edb-digte og den inspiration, som kunst og musik kan give også til teknologien. I disse debatter indgik også en analyse af den græske kultur, som var en lykkelig blanding af inspiration og samspil mellem kunst og teknologi, og den romerske kultur, som var langt mere basalt teknologisk. Dermed førtes diskussionen videre omkring software, hardware, og Bech viste sig i disse debatter som en velbelæst mand, der både intuitivt og begavet kunne få den mere dybsindige og kulturelle diskussion bragt tilbage til kursets rammer.

Et af Bechs yndlingstemaer på Egelund var informationsbehandling og de muligheder, som elektronregnemaskinen - som den stadig kaldtes i begyndelsen af 60'erne - havde inden for stort set enhver form for administrativ databehandling. Systemerne, systemudvikling, begrebsapparatet blev stadig mere avanceret og faldt dermed uden for formålet med Egelunds virksomhed. I december 1961, kort før jeg som forstander forlod Egelund for at tiltræde en ny stilling i Dansk Arbejdsgiverforening, afrundedes samarbejdet mellem Egelund og Regnecentralen i et kontaktmøde, hvor en række praktikere fra erhvervslivet og forskere fra universiteter, handelshøjskolerne, Danmarks tekniske Højskole samt svenske praktikere deltog.

På denne konference drøftedes en skitse til et begrebsapparat med indledning af Poul Sveistrup; professor Vagn Madsen lagde op til debat om det traditionelle begrebsapparat i driftsøkonomisk belysning, og i det efterfølgende gruppearbejde under ledelse af Herborg Nielsen, Bent Rørsted og Poul Sveistrup diskuteredes disse to indlæg. Chr. Andersen afrundede første dag med Algol, et eksempel på procesbeskrivende sprog. Tirsdag fortalte svenskeren Olle Karlqvist om erfaringer i produktionsplanlægningssystemer ved anvendelse af elektronregnemaskiner, direktør Poul Johansen, Danske Lloyd, fortalte om den administrative leders krav til arbejdet på dette felt og civilingeniør Rolf Marstrander, Trondhjem, gav et overblik over forskningsaktiviteten omkring elektronregnemaskiner i Norden. Disse tre indlæg var grundlaget for den følgende dags gruppedrøftelser, og konferencen afsluttedes med en kritisk vurdering af det diskuterede fagområdes betydning og et ønske om koordinering af det kommende arbejde på dette felt, hvorefter Aage Melbye rundede konferencen af med en gennemgang af Regnecentralens undervisnings- og forskningsprogram på kortere sigt.

Samarbejdet med Regnecentralen fortsatte, men mere i foredragsform og specielt i de længere kurser i virksomhedsledelse, der gennemførtes i samarbejde med Industrirådet.

Kontakten med Niels Ivar Bech og Regnecentralens medarbejdere blev for Egelunds vedkommende mere løs, og den fortsatte i langt højere grad i de konsulenttjenester, der både i Arbejdsgiverforeningen og dens medlemsorganisationer arbejdede med administrativ databehandling, styringsproblemer m.v.

Jeg husker således f.eks. endnu tydeligt den begejstring, Bech lagde for dagen da Hans Ballegaard på Arbejdsgiverforeningens vegne foreslog nedsat en projektgruppe, der skulle undersøge muligheden for at standardisere de lønadministrative rutiner ved hjælp af edb. Konsulenttjenesten rettede derefter henvendelse til Jern- og Metalindustriens Sammenslutning - et stort samlet overenskomstområde - og startskuddet blev gives til projektet Standardløn i august 1962. Med forbilledlig indsats fra Regnecentralens side lykkedes det projektgruppen i løbet af et år at have et systemoplæg færdigt, der ikke alene dækkede industrien, men som kunne danne inspiration for bygge- og anlægsfagene, således at et tilsvarende systemoplæg var færdigt for dette område året efter. I august 1963 blev Jernindustriens Standardløn præsenteret på et pressemøde, og alle ressourcer blev sat ind for at få Standardløn køreklar inden årets udgang.

Hvad Standardløn siden har udviklet sig til gennem servicebureauernes landsdækkende edblønsystemer, har kun bekræftet det udsyn, Niels Ivar Bech dengang viste, da han som inspirator satte en fremsynet udvikling i gang omkring edbteknikkens administrative anvendelse.

Bech


». . . Som bekendt er produktion af datamater - computere efter min opfattelse en afgørende faktor for hele et lands eksistens. Det er en nøgleindustri, hvor man inden for landets grænser må have en ekspertise, sådan at datamatisk udstyr bliver valgt og/eller lavet og anvendt efter landets behov, og ikke efter mere eller mindre diktat af, hvad man kan få udefra. Jeg er talsmand for, at Danmark skal have en national datamatindustri, selvfølgelig når kvaliteten er i orden. I øjeblikket er problemet bare det sædvanlige, at man ikke har kapital nok til at investere i stordrift. Det må komme efterhånden...«
- sagde Bech i en samtale med Helge Andersen i radioen i foråret 1970

Selv om man mindes denne periode præget af pionervirksomhed med glæde, er der også grund til at nævne, at Bechs store sans for retfærdighed kunne skabe vanskeligheder, specielt når leverandørerne skulle præsentere deres maskiner og caseeksempler og ifølge hans krav måtte indordne sig under nøjagtig samme tidsramme. Dette medførte i sig selv vanskeligheder, da nogle af maskinleverandørerne af naturlige grunde havde større erfarings- og case-materiale at fremlægge end andre. Bech, der vel egentlig havde visioner om, at Danmark kunne bygge sin egen elektronregnemaskineindustri op, havde utvivlsomt sine favoritter blandt leverandørkredsen, og det var derfor Egelund-stabens opgave gennem vanskelige forhandlinger til alle sider at få disse case-orienterede og præsentationsorienterede kurser ind i passende rammer.

Min sidste kontakt med Niels Ivar Bech fandt sted ved NordSAM i 1965, hvor han havde bedt mig på baggrund af kontakter til en række danske virksomheder redegøre for databehandlingsbehovet, det formodede antal af elektroniske databehandlingsanlæg i Danmark og disses kapacitetsudnyttelse, men det er specielt fra årene 1958 til 1962, at et spændende og inspirerende samarbejde med Bech, Melbye, Chr. Andersen, brødrene Heise og Poul Sveistrup står særlig klart i min erindring. Det var et samarbejde, som af og til kunne slå gnister, men det var også et samarbejde, som den »gamle« Egelund-stab og adskillige kursusdeltagere den dag i dag mindes med glæde.



Dette dokument er sidst opdateret: 4-October-2002, 08:21:14